Rizzrack kunne stadig høre skrigene i sit hoved. Han arbejdede, vred febrilsk skruenøgler, skruede skruer, byggede og snittede og smedede. Han kunne ikke sove, kun bygge. Der var gået flere måneder, siden han lukkede sig inde i sin onkels værksted, og hans redning var næsten klar. Han gned sig i ryggen, mens hans øjne faldt i, og så et tæppe af blomster flyde på de rolige bølger i Augury Bugt, inden det eksploderede i en sky af pollen, som fyldte lunger og slukkede liv. Han vågnede med følelsen af at blive kvalt. I timevis fyldte den rytmiske lyd af slibesten værkstedet, mens han hvæssede et sæt massive klinger. Hans tanker var fyldt med billeder af klatreplanter, som kvalte naboer og indhyllede hjem. Oversvømmelsen i Augury Bay var intet i forhold til de store rædsler, som søen havde efterladt sig på den anden side af bymurene.



Men savdragten ville gøre ham stærk og beskytte ham, tænkte han og tillod sig at have et lille håb, inden frygten ramte hans svækkede sind med fuld styrke. Grene, bark og blod. Da byen faldt, flygtede Rizzrack fra træer, som gik, kæmpede og dræbte. Træer, som havde knust portene og myldret ind i byen. Træer havde knust og banket og nedtrampet det sidste af Augury Bugts forsvar og forfulgt de få overlevende flygtninge. I stilhed tog Rizzrack den tykke kæde frem fra dragtens arm. Hans hænder rystede, mens han undersøgte hvert led og førte en skælvende finger ned langs kloen for enden. Savdragten var klar.



Med rystende hånd tændte han den klingeudstyrede maskine. Frygten drev ham. Frygten for, hvad der ventede ham, og hvad han skulle igennem, hvis han skulle have noget håb om at få ro i sindet. Da savdragten skælvede og kom til live, vidste han, at han var nødt til at se frygten i øjnene, og han vidste, at han overhovedet ikke ville bryde sig om det.