I utallige år byggede King Ostarion sit kongerige fra resterne af sine fjender. Det var en neurotisk persons ærinde, der blev gjort for at passere de lange uendeligheder i et monarki, der virkede til aldrig at have en ende. Han troede på, at så længde han byggede på tårnene i sit palads, kunne han ikke dø. Men i sidste ende fandt han ud af, at han havde været vildledt... At selv knogle kunne forsvinde. Dybt mistroisk over for kød, søgte han en mere permanent måde at udbygge sit rige, og til sidste satte han sig fast på jagten af Wraith-energi, en form for ren ånd, der afgives af visse mørke sjæle ved deres død. Hvis han indgyder Wraith Essence i sig selv, tænkte han, at han kunne skabe en krop så lysende og uendelig som sit ego. På det tusindårige solhverv kendt som Wraith-Night, lagde han sig for et transformeringsritual, hvor han tvang sine forsøgspersoner til at høste nok sjæle til at drive hans ambition for udødelighed. Ingen ved hvor mange af hans mestre døde, for den eneste overlevende, der betød noget, var Wraith King, der rejste sig med solen den følgende morgen. Nu bruger han sjældent et øjeblik på sin glødende trone--men skrider i stedet ud med sit sværd trukket og kræver en troskab, der forlænger sig langt bag døden.