Selvom Tågevildnissets forfald og udvikling fra idyllisk vidde til dødsfyldt virvar var en langsom proces, som fik næring fra trolddom, er de fleste lærde enige om, at den egentlige begyndelse på enden startede med Primal Beasts interdimensionelle ankomst.

En skabning, som kom til verden blottet for alle følelser på nær sult og smerte. Evigheder af blodsudgydelser har formet Primal Beast til et rovdyr uden lige på en planet fyldt med alle mulige slags grusomheder. Forvist af håbefulde mestre uden chance for at styre ham blev bæstet kastet ind i en ny verden – en verden, hvor han kunne stige fra et sultent rovdyr til en invasiv dræbermaskine, uden at nogen kunne stille sig i vejen for ham.

I tusinder af år tjente Tågevildnisset som enorme jagtmarker for bæstets destruktive leg – og selv de frygtede duranabæster var bare en lækkerbisken. Der var vitterlig ingen, der kunne true bæstets territorie, kun skabe mindre irritation. Lige indtil sådan en lille irritation brugte et beskidt kneb for at fange det ustoppelige bæst i Gleipnir.

Der kunne han måske være forblevet underkuet i al evighed, havde det ikke været for kontinuumsanordningens uforudsigelige kræfter. Nu, fri fra både Gleipnir og grotten, langt borte fra Tågevildnisset og meget tættere på beboede områder, vender bæstet snuden mod nye blodsudgydelser og glæden ved ødelæggelse – og civilisationens sølle brande kan ikke gøre så meget for at holde dette tidløse monster på afstand.