En sadistisk troldmand havde fanget og ønskede at tæmme sin ondskabsfulde, og nu, tjenende ånd. Viper var påfaldende meget glad for at være blevet befriet fra de forseglede og aldrigændrende Underjordiske Egne, hvor hans race havde levet i millionvis af år, grundet et tektonisk skred, der havde forseglet Netherdrakene i store, selvlysende huler. Viper tilbragte noget tid på at underkaste sig troldmandens fortryllelser, hvorfor han håbede på at lære, hvad han kunne, af de mørke magier, som troldmanden praktiserede. Han indså dog hurtigt, at få besværgelser var lige så dødelige som de gifte, der var hans medfødte rettighed. Netherdraken udsved en syre, som hurtigt fortærede tremmerne i hans bur, og han slap fri fra sin indespærring, spyttede syre i den gamle magikers øjne og svævede ud for at lade verden vide, at den havde fået en ny herre.